Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Lægmandsprædiken 1. januar 2022 Nytårskur Herfølge Kirke af Johannes Holt Iversen

Tro, Håb & Kærlighed En tredeling mange af os kender og forbinder med kirkens kristelige budskab.

Da Mogens betroede mig denne opgave at skulle forfatte dagens lægmandsprædiken var der mange presserende emner som i denne tid berører os alle.

Emner som burde italesættes her i begyndelsen af dette nye år. Hvem fik vi set til jul? Har jeg skullet være alene juleaften? Og hvad med børn, børnebørn eller svigerbørn? Alle har vi skullet opleve usikkerhed omkring vores familietraditioner her i 2020 og 2021 Vi har oplevet at blive brudt op, utilsigtet pga. sygdom eller som nær kontakt til sygdom.

-- Jeg ville egentlig have fortalt jer om mine oplevelser som billedkunstner på refugium i Norditalien midt under 2020-lockdowns i Europa; Om synet af mennesketomme lufthavne, overfyldte test telte og italiensk militær der blev sat ind som en forlænget ordensmagt.

Men de seneste uger her i Danmark kalder på en anden prædiken. En prædiken der omhandler troen på at vi nok skal klare os herhjemme. En prædiken der taler om håb for fremtiden. En prædiken der fortæller om næstekærligheden der ér iblandt os. For hvordan havde vi som beboere af vores verdensdel kunnet klare os uden at have en dyb forankring i troen på og håbet om at ”om lidt bliver det hele nok meget bedre”, ”om lidt lukker det hele op igen” ”om lidt er alt tilbage som det var engang”.

Men vores ”om lidt” lod vente på sig, vores ”om lidt” blev til endnu et år; Et år hvor vi måtte forblive stærke i troen, et år hvor vi blindt måtte vælge håbet til fremfor at hensynke i fortvivlelsen og mørket. For det blev til endnu et år med pandemi og corona-virus.

 

Personligt her har det også hos været nogle skelsættende år. Jeg vendte hjem til Danmark efter mange års uddannelse i udlandet med opstart som selvstændig erhvervsdrivende midt under pandemien. Hjemvendt til en helt ny landsdel og nu bosat her i byen Herfølge som har taget rigtig godt imod mig. Mit internationale liv blev sat på pandemi-pause, men mit lokale liv fik sig en booster. 2021 var også året hvor jeg for alvor blev papfar til min kærestes to små børn. At indtage en plads i de moderne familiemønstre. Det får pandemi -og samfundskriser til at virke som noget i småtings afdelingen. Dét at tage ansvar med tro, håb & kærlighed.

I mit arbejde som billedkunstner har der været stor inspiration at hente fra kirken. Mit seneste arbejde med væg skulpturer der fanger lysets refleksion og lader solen indgyde til farvespil kan i mange kristne og kirkelige kulturer direkte oversættes til alter mosaikkers spil med solens stråler i det farvede glas.

”Dét guddommelige lys” som billedkunstnere så ofte har været inspireret af. Mødet med den åndelighed man står overfor i det kirkelige rum, den energi-udladning der sker under bøn; kan jeg se en direkte linje fra over til kunsten.

”I begyndelsen var billedet” har den internationale billedkunstner Asger Jorn engang kækt navngivet et af sine værker; en fri fortolkning af åbningsreplikken fra Johannes-evangeliet, samtidig en positionering af hvor billedkunstneren oftest står; mellem ord, billede og ånd.

Asger Jorn malede dette maleri i 1965 og dengang var den avant-garde kunstners position et sted mellem religionsfri marxisme og en gammelkendt folkeliggørelse af kunsten; Gammelkendt da den demokratiseredes I samme stil som kirkekunsten havde til formål at gøre kunst tilgængeligt for os alle gennem kirkens rum og fortællinger i 1500-tallet. I dag er avant-garde kunstnerens agenda mere skjult, den lever mere i gråzonerne. Ligesom tilværelsen, er kunsten et sværere spørgsmål at skulle besvare i dag end for 60 år siden. For hvor er vi dog på vej hen? Hvad skal vi kæmpe for? Hvad kæmper vi imod?

Med billedkunsten ser vi på tusind år som var det dagen i går, Hvem har ikke stået foran et maleri og sanset at kunstneren nærmest lige har malet det, at artefakter fra tidligere civilisationer står efterladte, som var det sket i går?

 Hulemalerier lyser sine billeder ned på os med 10.000 års afstand mellem afsender og modtager. Dét er hvad kunsten kæmper for, bibeholden af menneskets væren i verden, trods det enkelte menneskes forgængelighed. Jeg må her igen italesætte bøn som den ypperste energi-udladning. Som dét omdrejningspunkt der kan samle mennesket midt i dets søgen. Hvor mange af os har ikke gået stille i bøn, hvis vores verden blev sort. Hvem har ikke stået i den situation, at det eneste man kunne ty til, var at gå stille i bøn? At bede til højere kræfter om forløsning eller forsoning. At bede til at man står stærkt i sin beslutning på arbejdet, at bede til større glæde i familien eller at bede til at verden går lysere tider i møde.

Bøn kan vel betegnes som både henvendelse og hengivelse, et rum til refleksion; på samme vis som et kunstværk, et maleri kan indgyde rum til refleksion og i mange henseender skaber det plads til spirituel samhørighed. Såfremt kunstneren har opøvet sin relation til den religiøse dimension, ér kunstværket som oftest et bi-produkt af den fokuserings metodik der ligger i at åbne sine sanser for mere end den fysiske verden.

Hvor kirken gennem liturgi kan hjælpe med at sætte ord på menneskets bøn, kan kunsten hjælpe den sansning og visualitet det religiøse og spirituelle menneske indeholder. Vi er alle lige i kunstens nærvær, tiden viser altid hvor vi står. Tiden viser altid hvem vi er. Og tiden giver altid svar.

Hvor ti-tusind års historie føles som et øjeblik, det er dér hvor menneskeheden samles. Det er dér hvor vi i sandhed må overgive os til tidens tand. For I hengivelsens bøn taler tusind års erfaringer ned til os og siger; Du er et menneske, du er ikke alene, du ér i live. Tro, håb & kærlighed bør være hvad vi tager med ind i år 2022