Nytårstale ved Sisse Dahlin, jordemoder og tidligere medlem af Herfølge Menighedsråd

GODT NYTÅR!
I Herfølge Kirke er der en tradition for, at der på den første dag i året er inviteret en gæsteprædikant: i år er det mig, tak for invitationen.  Jeg hedder Sisse Dahlin.

Måske lagde nogle af jer mærke til, at jeg sad dér i jordemoderstolen, da vi startede denne nytårsgudstjeneste?

Den stol var jordemoderens plads i kirken for mange år siden. Så kunne man altid finde hende under søndagens gudstjeneste, hvis en fødende kvinde var kommet dertil i sin fødsel, hvor hun havde brug for assistance fra en jordemoder.

Dengang var en jordemoders arbejdstid hver dag – hele året. Jordemodertasken stod pakket med steriliserede instrumenter, og hun kendte ofte ikke dem, som hun skulle hjælpe.

Man skulle være enke eller gift med en mand, som ikke kunne forsørge familien for at blive optaget på jordemoderskolen for 150 år siden.  På den tid skulle jordemoderen have en bolig med et jordlod stillet til rådighed af amtet, og derudover blev hun aflønnet af samme med 250 kr. om året.

Desuden var det sådan, at gårdmandsfolk skulle betale 5 kr. for hjælp til en fødsel, og at husmænd og daglejere skulle betale 2 kr. pr. fødsel. Var der en fødsel på godset skulle godsejeren lægge 50 kr. Man regnede med, at en jordemoder skulle have omkring 100 fødsler om året for at leve nogenlunde godt og udover jordloddet, havde hun ofte selv mange børn, som også skulle passes.

Jordemødre eller kvinder, som havde erfaring og kompetence i at hjælpe fødende kvinder, har eksisteret altid, men i Danmark blev uddannelsen formaliseret i 1787: en uddannelse for kvinder på ovenstående præmisser og mere end 100 år før den første kvinde blev optaget på universitetet.

Kirken og jordemødre var tættere forbundne end blot ved tilstedeværelsen af en jordemoderstol som her i Herfølge.  Blandt andet i Ritualbogen fra 1685, som i øvrigt var skrevet med MEGET stor skrift, så præsten også kunne læse forskrifterne, når han blev gammel og ikke længere kunne se så godt.

 I bogen står der faktisk også en del om det at være gravid og få børn. Det vil sikkert undre mange, men der findes også et langt afsnit om jordemødre og deres erhverv. Det hele skyldes, at jordemødre var direkte under præstens tilsyn, fordi de arbejder, der hvor liv og død mødes. Der står også, at jordemødre ikke må være drikfældige, og at de ikke skal lægge for meget vægt på penge. Desuden er der anvisninger på, hvad jordemoderen skulle sige til den kvinde, som var ved at dø i fødslen eller i barselsseng (at hun var Gud kær og at hendes plads var i himlen). Til de, som fødte for tidligt og mistede barnet, skulle jordemoderen sige, at barnet var valgt til at blive en Guds engel.

Jordemødre skulle også højt og helligt love, at de aldrig ville blive englemagersker. Englemagersker var jordemødre, som kvalte barnet efter fødslen og sagde, at det var dødfødt. Hovedsageligt foregik dette som den eneste hjælp, man kunne give til de meget fattige enlige mødre. Et problem, som først rigtigt kom frem i lyset efter oprettelsen af Mødrehjælpen i 1900-tallet, men det er en helt anden historie.

Nu vil jeg springe frem til en forholdsvis nutid og sige lidt om mit eget jordemoderliv som startede den 2.oktober 1995. Ja, jeg var ikke en helt ung jordemoderelev. Jeg havde en anden uddannelse i bagagen, og min mand og jeg havde valgt, at det var mig, som skulle passe vores børn i nogle år inden arbejdslivet igen skulle begynde for mit vedkommende.  Den 2.oktober 1995 var den dag, vi havde kobberbryllup, og det var den dag, min far fik den første kræftoperation, og altså også den dag jeg startede på jordemoderskolen i København, som dengang havde lokaler på den gamle fødeafdeling på Rigshospitalet – den dag glemmer jeg aldrig!

Min far døde kort før, at jeg kunne kalde mig jordemoder.

Efter at have danset omkring Storkespringvandet med de andre nyudklækkede jordemødre 3 år senere – en fredag – startede jeg på mit nye job som jordemoder i Næstved om mandagen. Natten mellem tirsdag og onsdag var jeg på vagt med en anden nyudklækket jordemoder, og vi varetog på denne nat to komplicerede fødsler. Vi havde naturligvis en læge med os, men hun nåede ikke at komme ind på fødestuen, da en lille gut kom til verden med rumpen først!

Vi to nyuddannede var glade for, at alt gik godt, men vi havde også en tro på, at det var en del af jordemoderlivet – og man kan sige: ”så var vi i gang!”

Da jeg startede som jordemoder, havde vi ofte tilkaldevagter i 24 timer ad gangen. Det var også døgnvagten, som varetog hjemmefødslerne – en tjans som senere er overtaget af hjemmefødselsordningen Sjælland, som er et meget fint tilbud til de kvinder, som ønsker at føde hjemme, men lidt desværre for os, som arbejder på fødeafdelingerne, er det ikke længere os, som får disse fine oplevelser. Jeg føler mig heldig, at jeg også har været jordemoder i en tid, hvor det at komme ud i de kommende forældres hjem og være deres gæst og ydmygt hjælpe deres poder til verden var en del af enhver jordemoders arbejde.

Jeg vil gerne fortælle om en hjemmefødsel, som jeg altid vil huske med et smil på læben: Parret skulle have deres tredje barn. De havde besluttet at fødslen skulle foregå i hjemmet i et badekar, som skulle placeres i familiens stue.

Man kunne leje et badekar hos foreningen Forældre og fødsel og den kommende far havde sat tagbagageberet på bilen og var kørt ca. 100 km den ene vej og ca. 100 km den anden vej med karret på taget.

Da kvinden fik veer, og jeg ankom til parrets hjem med min jordemodertaske gik veerne sin gang, og den kommende mor gik rundt i stuen med hånden støttende under maven og høje benløft – hun passede sine veer!

Familiefaderen var i gang med at fylde karret og havde lige opdaget, at husets vandvarmer var meget lille til denne her opgave. Han og jeg fandt alle husets gryder og vandvarmere frem, og så begyndte stemningen – jeg kan huske følelsen af at være til en fødsel i fordums tid med al den em og varme som vores projekt genererede. Efter et par timers arbejde var vandet i karret klar. Familiemoderen trådte op i karret – hun satte sig ikke ned, men gik blot en omgang hvorefter hun sagde: Her kan jeg ikke lide at være, her vil jeg ikke føde! Den kommende barnefader sagde: ” Arhh du kunne da i det mindste prøve at sætte dig”, men nej, det kunne hun ikke, og jeg kunne næsten mærke, hvordan han tænkte på hele det forudgående arbejde, han havde været igennem for at opnå deres fælles ønske om en vandfødsel i eget hjem. Det blev som mor havde sagt, og lidt senere fødte hun sit barn på sofaen i stuen. I stedet fik de nybagte store søskende lidt glæde af det varme vand i den store balje!

Som i så mange andre erhverv har tids-spillet haft en betydelig faktor. Arbejdsgange har ændret sig. Nyt og bedre er kommet til, og nyt og ringere er også arriveret i jordemodergerningen. 

F.eks. er antallet af fuldtidsbeskæftigede jordemødre steget med 57% fra 2007, hvor der var 1012 af slagsen og til 2020 hvor antallet var øget til 1587. Det er en ændring som er synlig, men det er ikke sådan, at fødende får mere omsorg og mere fødselsforberedelse i den forbindelse. Derimod er dokumentationen blevet en tidsrøvende faktor af dimensioner. Måske er det nødvendigt i den tid vi lever i, men jeg vil bestemt beholde rettigheden til at synes at ydelseskodning, dokumentation af på hvilke tidspunkter andre faggrupper er kaldt, og hvor længe de er om deres arbejde, ikke er en del af den faglighed, vi, som er ansat i sundhedssystemet, betragter som vores kerneopgaver. Vi skriver endog til portøren og serviceassistenten, som er hende, der skal gøre rent på fødestuen, selvom de står lige ved siden af os. Systemet er selvfølgelig den meget omtalte Sundhedsplatform. Platformen er baseret på adskillige klik med musen for hver eneste opgave, som skal udføres, og i den forbindelse må jeg sige: ”Av min musearm!”

Sundhedsplatformen er i tråd med nutidens hverdag for de fleste danskere. Vi bruger meget skærmtid uafbrudt i vores liv, hvad enten det er fritid eller arbejde. Men når skærmen tager over ved samtaler med mennesker, fordi der hele tiden udvikles nye skemaer, som skal udfyldes og sætte folk i samme rammer, bliver jeg en lille smule bange for, om elektronikken og skærmen i fremtiden bliver mere vigtig end mennesket, og om vi helt glemmer at se hinanden i øjnene.

En tid i mit jordemoderliv som jeg ser tilbage på med stor glæde, er de år, hvor jeg arbejdede som Kendt jordemoder, stadig i offentligt regi og stadig med fødsler på sygehuset. Kendt jordemoderordning er en ordning, som består af to eller tre jordemødre der er på kald fra eget hjem og som varetager alt omkring graviditet og fødsel. I mit tilfælde var vi to. Vi passede vagten i en uge og havde så fri i en uge.  Når den anden havde ferie eller var syg var makkeren selvfølgelig på og det gav en glæde for jordemødrene og en kontinuitet for de kommende forældre.

Det at være Kendt jordemoder krævede stor forståelse og fleksibilitet fra min jordemodermand og mine jordemoderbørn i de uger, hvor jeg havde vagten. Pludselig var jeg der – pludselig ikke! og ingen vidste, hvornår jeg kom hjem, og om jeg blev kaldt igen. Det er en livsstil, og min jordemodermand kan sagtens berette om episoder, hvor han f.eks. måtte være behjælpelig med at tilkalde Falck til en adresse, hvorpå der boede en fødende kvinde, medens jeg talte med kvinden i en anden telefon.

En sød historie i tråd med ovenstående er hvor en af vores gravide ringede med tiltagende veer. Hun var på vej til fødeafdelingen på bagsædet af svigerfars nye Mercedes, svigermor sad bag rettet. Jeg befandt mig på hospitalet og gik til hovedindgangen for at tage imod. Med hjul der hvinede kørte svigermor ind foran døren til hospitalet, sprang ud af bilen og åbnede døren til bagsædet – få minutter efter tog jeg imod en ny verdensborger på bagsædet af hans farfars nye bil – svigermor var super begejstret og råbte til sin mand i telefonen at det var netop der på bagsædet af bilen at underet var sket – jeg ved ikke helt, hvad farfar syntes ?….. men fødsler kan altså forgå mange steder – i biler, i badekar, i stalde med krybber som vi hørte om i Juleevangeliet i sidste uge osv.

De sidste otte år har jeg arbejdet som Klinisk jordemodersupervisor på Næstved og senere Slagelse fødeafdeling. Og hvad er så det for et job er der nok mange som vil spørge om?

En slags alt mulig mand, sparringspartner, koordinator, og alt muligt andet. Jeg er ikke leder, men jeg leder vagtskiftet og konferencen. Vi er 6 jordemødre, som har dette job og der er altid en af os på arbejde – året rundt, døgnet rundt. Vi arbejder i døgnvagter, hvor vi har mulighed for at sove på et vagtværelse om natten, hvis travlhed eller komplicerede forløb på fødegangen tillader det.

Vi seks har også hver vores tovholderopgaver. Jeg har f.eks med de døde børn at gøre. Sene aborter efter uge 12+0. De børn som endnu ikke er parate til livet, når de bliver født, eller de som dør i moders liv. Vi har gode tilbud til disse familier både under og efter fødslen.

I dag er abortlovgivningen sådan, at gravide kvinder kan vælge at afbryde graviditeten til og med uge 12+0 – altså de første tre måneder af graviditeten. Efter det kan man søge et samråd om tilladelse til en abort.

Aborter efter uge 12+0 er fødsler som varetages af en jordemoder og foregår på en af landets fødeafdelinger.

Til sommer er det politisk varslet, at alle gravide kan vælge abort uden ” at have fået lov” op til og med uge 18. Jeg og mange andre jordemødre håber, at der vil blive sat midler af til oplysning om, at alle der ønsker en abort efter uge 12+0 faktisk skal føde barnet, og at der er børn helt ned til uge 15, der viser livstegn. Viser fosteret/barnet livstegn, betyder det at man får tildelt et CPR-nummer og efter minutter eller timer dør og skal begraves. Der er ikke forskel på, om man lever i 10 minutter eller i 90 år.  Det er oplysninger, som de fleste intet ved om, og som jeg synes bør være en vigtig og rigtig information at fortælle danskerne i forbindelse med den nye abortlovgivning, som er på vej.

Ikke to døgn er ens på min arbejdsplads. En jordemoder ved ikke hvilken dag eller nat, hun møder ind til. Det er et arbejde fyldt med menneskelige følelser – flest af de glædelige! Der er vagter på alle årets dage, og det med at jobbe fra 9 til 17 kender vi ikke rigtigt

Denne hverdag kan man godt blive afhængig af, og jeg kunne ikke tænke mig at arbejde på andre måder.

Jeg er jordemoder helt ind i hjertet – og det vil jeg altid være! På samme måde som jeg er hustru, som jeg er mor og som jeg er mormor. Det er en del af min identitet.

Tak fordi I lyttede!