Herfølge Kirkes kaffegruppe søger nye medlemmer
Kom til informationsmøde tirsdag den 27. august kl. 13 i Sognegården.
Herfølge Kirkes kaffegruppe er en hyggelig gruppe, der træder ind som begravelseskaffegruppe, når kirkens faste medarbejdere har fri.
Der er tale om opgaver efter kl. 12 fra tid til anden, hvor man i grupper på to-tre personer sørger for: opdækning til et skønnet antal gæster, afhentning og anretning af brød/kage, brygning af kaffe/te, afrydning og opvask. Pr. arrangement drejer det sig om 3- 4 timers frivilligt arbejde i Sognegården.
Gruppens medlemmer kontaktes med 3 – 4 dages varsel med henblik på om tid og dag passer. Det er selvfølgelig altid tilladt at melde fra.
Der kan også være tale om kaffeopgaver til andre arrangementer. Det aftales fra gang til gang.
Alle kaffegruppens medlemmer får instruktion og oplæring i kaffe- og opvaskemaskine m.m.m.
Herfølge Kirke har mange frivilligegrupper, som en gang årligt har mulighed for at deltage i en festlig aften for alle frivillige med god mad og underholdning.
Er du nysgerrig om det kunne være noget for dig?
Så kig forbi tirsdag den 27. august kl. 13 til en orientering om hvad det vil sige at være frivillig i kaffegruppen. Mødet finder sted i Sognegården, Kirkepladsen 3 i Herfølge, hvor menighedsrådsformand Mark Jensen samt vores kirketjener står klar til at besvare alle de spørgsmål der måtte være.
Hvis du ikke har mulighed for at deltage i mødet tirsdag, er du også velkommen til at kontakte formanden på 2879 2242, hvis du vil vide mere.
Vi giver selvfølgelig en kop kaffe.