Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Feltpræstens betragtninger på NMI hold 1 i Bagdad

V. Sognepræst Mogens Funder Larsen, Herfølge Kirke, udsendt feltpræst i Irak

Dr. Livingstone I presume. Sådan kunne ordene nærmest også være faldet - selvfølgelig med Dr. Livingstone erstattet af Bagdad - da feltpræsten forleden kom op på taget af Bath-partiets gamle hovedbygning og så, at det ikke bare var snak; der findes virkelig en by uden for lejren. For indtil da, havde jeg og mange andre gennem flere måneder ikke set meget andet end de 5 meter høje betonvægge, T-walls, der omgiver lejren, nogle trætoppe og det øverste af høje bygninger, og man kunne i virkeligheden være hvor som helst.

Men vi er i Bagdad, og det bliver klart med udsigten over den berømte paradeplads med kæmpesablerne og videre mod nordvest, som man kan se på billedet. Længslen efter at komme derud og kigge nærmere på den fantastiske by, der i 762 vandt frem som ny hovedstad ved Tigris bredder i det muslimske abbasidekalifat, er stor; og længslen efter at komme 80 km længere mod sydvest og besøge de hængende haver i Babylon, hovedstaden i det endnu tidligere Assyriske Imperium, er mindst lige så stor.

Men det går ikke - og det må blive ved længslen. De eneste, der har lov at komme derud, er de unge danske ingeniørsoldater fra Force Protection og MP’erne fra livvagten, og det er ikke for at slendre rundt som turister, men for at køre generalen og missionens rådgivere fra 21 Natolande sikkert rundt til forskellige Irakiske institutioner, der har med militær og sikkerhed at gøre.

Og derfor er kirken her også som en helle midt i larmen med Guds Ord, Ånd, tro og trøst og Herrens nadver, og der bliver holdt gudstjeneste hver søn- og helligdag.  Og det er ikke det eneste. Feltpræsten tjener også som rådgiver i religiøse og eksistentielle spørgsmål og som samtalepartner, når der er brug for en at snakke med om problemer i missionen eller derhjemme, eller en til at lufte frustrationer og længsler overfor.

Det er det Nato Mission Irak handler om: at militære rådgivere støtter Irakiske myndigheder her i hovedstaden med at udvikle processer og rutiner, så Irak kan få et godt og stabilt sikkerhedssystem. For selvom Irak på mange måder allerede har en stor og velfungerende hær, har man hernede et ønske om, at den skal blive endnu bedre, så situationer som den med Islamisk Stat ikke gentager sig.

Det meste af livet i missionen foregår her i den ikke særlig store lejr bag de brune T-walls, hvor det for mange kun er muazzinernes kald til bøn og den til tider hæftige smog, der afslører, at der er noget på den anden side. Her arbejder vi. Her henter vi mad i DEFAC’en og får vasket vores tøj på vaskeriet. Her sover vi. Her bruger vi fritiden, og her går vi til frisør og køber bedre kaffe på Grean Bean.

Når missionen kører for fuld damp, er det med tiden ikke noget problem. Så er der sund foretagsomhed over hele linjen, kompetencerne bliver anvendt, og der er nærmest ikke tid nok. Men når der er nedgang i aktivitetsniveauet, så er man overladt til en begivenhedsløs hverdag, hvor den ene dag ligner den anden og mulighederne for adspredelse og socialt liv er små, og så kan det godt være svært at få tiden til at gå.

Det er egentlig et pudsigt udtryk: kan du få tiden til at gå? For tiden går jo af sig selv. Men det dækker over, at vi må bruge den til noget, for at vi kan få den til at gå på en ordentlig måde. Når det ikke kommer af sig selv, så man må udføre en af soldatens fornemmeste opgaver, hanke op i sig selv og finde på, så tiden ikke bare slæber af sted, og så man kan bevare kampkraften og ikke bliver træt og uoplagt. Det gør folk ved at spille spil, ved at løbe og gå lange ture rundt på basens walking og running mile og især ved at dyrke fysisk træning. Det sidste i sådan en grad, at feltpræsten må konstatere, at her i missionen er det sport, der er Gud, og Union III GYM der er den bedst besøgte kirke.

Så selvom vi indtil videre har skullet kigge langt efter fjenden hernede i Bagdad, så er der alligevel udfordringer, der skal overvindes og afsavn, der må lides herinde bag de høje T-walls - og sådan er der altid et eller andet ved at være i mission.

Men med en god attitude og små bidrag gør folk en stor indsats for at bevare humøret og bevare sig selv. Så de kan passe deres opgaver. Så de kan bevare fællesskabet for hinanden. Så de kan bidrage til missionen og kigge tilbage på en god tid på NMI Hold 1, når de engang er kommet hjem. Og hvis nogle har store problemer derhjemme eller hernede, så er kammerathjælpen lige om hjørnet, og chefernes støtte kommer lige efter.

Og derfor er kirken her også som en helle midt i larmen med Guds Ord, Ånd, tro og trøst og Herrens nadver, og der bliver holdt gudstjeneste hver søn- og helligdag.  Og det er ikke det eneste. Feltpræsten tjener også som rådgiver i religiøse og eksistentielle spørgsmål og som samtalepartner, når der er brug for en at snakke med om problemer i missionen eller derhjemme, eller en til at lufte frustrationer og længsler overfor. Resten af tiden deltager feltpræsten i livet på basen med bordtenniskampe og gåture med hyggesnak, og han forsøger at være nærværende og komme omkring, og efter bedste evne at befordre en god stemning.

 

Det samlede billede er en mission, der stadig følger sporet. Det er godt at se. Og selvom dr. Livingstone forsvandt ind i junglen igen, og turistattraktionerne må vente til en anden gang, så er det trods alt en stor oplevelse at være en del af det aftryk, som NMI Hold 1 sætter med at bygge tryghed og sikkerhed her nede i Bagdad.

Mogens Funder Larsen

FPR NMI Hold 1