Lyt til konen!

Kvindernes internationale kampdag er den 8. marts, mens mændenes internationale kampdag er sat til den 19. november. Om det var en tilfældighed eller et sammentræf kan ikke oplyses, men Herfølge Menighedsråd havde i går sat fokus på mændene ved et velbesøgt arrangement i sognegården hvor den kendte chefpsykolog Svend Åge Madsen leverede et spændende og tankevækkende foredrag om mænds situation i al almindelighed og specifikt med fokus på mænds helbred.

Med tør statistik, tal, humor og et glimt i øjet tog Svend Åge Madsen forsamlingen på ca. 70 med på en rejse, hvor der var en opsang til mænd og til det danske sundhedsvæsen. Mænd lever kortere tid end kvinder, mænds helbredelse er lavere og dødeligheden er større uanset hvilke sygdomme man kikker på sagde Svens Åge Madsen og viste statistikker for kredsløbssygdomme, psykiske lidelse, kræft, selvmord – ja selv for gruppen af ”andre sygdomme” er mænds helbredelse dårligere end kvinders og dødeligheden højere, konstaterede aftenens foredragsholder.

 

I de fleste blade som kvinder læser, er der ofte lagt en historie ind om sygdom og helbredelse. Hvor ser vi en sådan historie i de blade mænd læser? Spurgte Aftenens foredragsholder, mens projektoren fremviste en stribe sports-, motor- og teknikblade, som alle i forsamlingen kunne nikke genkende til, som magasiner var støvsuget for sundhedsvidenskabelige artikler, hvorfor mænd heller ikke fik indsigt i sygdomme og sygdomsforløb på lige vilkår som kvinder, var foredragsholderens pointe.

Kvinder og mænd er forskellige, og det skal sundhedsvæsenet også tage højde for, når de taler med mænd. Kvinden er specialist i at tale om ”hvordan vi har det”, mens manden ofte er stum, når talen kommer til ”parforholdets tilstand”. En påstand der vakte genkendelige smil og nikken i salen, der for 80% vedkommende bestod af mænd.

Svend Åge Madsen understregede at han malede med den brede pensel, og at der selvfølgelig var nuancer indenfor begge køn. Samtidig glædede han sig over at mange unge mænd, i dag tager barselsorlov og del i deres børns opvækst. Nye tider er forhåbentlig på vej… Samtidig fremdrog Svend Åge Madsen de mange mødesteder for Mænd, der er ved at dukke op og fremhævede Mænds Mødested på Stevns som et godt eksempel. Mænd har brug for arenaer hvor de kan mødes og tale sammen.

Alt for få mænd lytter til signaler fra deres krop og alt for få søger læge i tide. Med et glimt i øjet sluttede Svend Åge Madsen sit foredrag af med det bedste råd han kunne komme op med, nemlig: ”Lyt til konen”.

Det var en tilfreds Ulrich Pade fra Herfølge Menighedsråd, der rundede aftenen af med stor tak til foredragsholderen og med stor applaus fra forsamlingen, der bestemt havde fået stof til eftertanke med hjem på Mændenes Internationale kampdag.

 

Ophavsret: